Vi er
VovseBanden
Lær os at kende her
Hej og velkommen til VovseBanden.
Mit navn er Joan, og jeg er den lykkelige ejer af VovseBanden, som er mine tre skønne, sjove og meget forskellige hunde: Dina, Tanja og Joanna Pjevsen.
Et hundeliv er for mig det bedste liv. Her på VovseBanden kan du læse om de hunde, jeg har haft, siden jeg som otte-årig fik egen hund.
En novemberdag i 2019 henter jeg min dansk-svenske gårdhund, Joanna, hos en dygtig opdrætter tæt ved Naturpark Åmosen på Vestsjælland. På det tidspunkt er hun en lille hvalp på 8 1/2 uge. Med i bilen har jeg en transportkasse, der er indrettet sådan, at jeg kan se min nye, lille hvalp, der samtidig er godt beskyttet i trafikken. En line, en sele, vand og lidt tørkost til hvalpe har jeg også med. Og selvfølgelig både en regnfrakke og et dækken fra Hurtta.
Det er en stor og følelsesmæssigt stærk dag for mig. Samme år har jeg mistet min mor som den sidste af mine forældre. Og det var mine forældre, som mange år tidligere gjorde noget, der fik stor betydning for, at jeg forelskede mig i racen, som vi i min barndom kaldte dansk foxterrier. Og for, at jeg lige siden har været hundeejer.
Min familie har altid haft hund. Jeg er født og opvokset på en gård i Midtjylland, og her lærer jeg tidligt, at dyr skal behandles med respekt.
Mit liv som hundeejer begynder en forårsdag i 1971, da jeg går i 1. klasse. Mine forældre forærer mig en lille hundehvalp – en lille gårdhund.
Den lille hvalp er min første Pjevs. Hun følger mig i alt, og siden føler jeg mig aldrig alene. Jeg er ofte syg, og i sensommeren bliver jeg opereret og er indlagt en måned på daværende Aarhus Kommunehospital. Mit savn efter Pjevs er enormt!
Pjevs er mit et og alt, min tro følgesvend. Vi går ture i skoven, og hun lærer at hente køerne hjem fra marken, når det er malketid. I dag, mere end 50 år senere, har jeg stadig Pjevs’ kurv. Den er lavet af pileflet og holder sig imponerende godt.
Men min første Pjevs dør alt for tidligt. Hun er kun 4 år, da hun omkommer ved en tragisk ulykke i stalden. Min mor og jeg er utrøstelige. Jeg forstår slet ikke, at jeg aldrig mere skal være sammen med Pjevs. Heldigvis har vi på gården stadig Jean, en dejlig, trofast schæfer. Men Pjevs var min helt egen sjæleven. Hende, som altid var hos mig, når jeg hver uge var syg med høj feber.
Dagen efter Pjevs’ død kommer min far hjem med en ny hund. En smuk, sort Macs, hvis mor er labrador, og far er schæfer. Min far giver mig linen til Macs og siger, at jeg nok skal få en ny Pjevs, når vi finder en. Macs var født hos en familie i Østsalling.
Macs og jeg bliver gode venner, og et halvt år senere henter vi min nye Pjevs på en gård i det vestlige Salling. Både Pjevs II og Macs bliver gamle. De lever så længe, at de bliver en del af min første VovseBanden. Som nyslået student udvider jeg barndommens VovseBanden med min første sankt bernhardshund, Tanja var født i Kongensbro ved Gudenåen.
En sommerdag i 1994 dør Tanja som den sidste af min første VovseBande. De næste 8 år lever jeg et liv uden egen hund – og det går slet ikke! Heldigvis har jeg stor fornøjelse af min mors store, venlige rottweiler, når jeg er på besøg. I mellemtiden har jeg fået kat, og Sigge og jeg er rigtig gode venner. Men i de år savner jeg at have en hund hos mig, når jeg vågner, og når jeg lægger mig til at sove. Og til alle tider midt imellem. Allerede som barn og ung hørte jeg om venner, der hverken måtte få kat eller hund. Jeg havde frygtelig ondt af dem!
En dag ser jeg en annonce i avisen. Jeg gemmer den, og de næste uger tager jeg den næsten dagligt frem og kigger på den. Og en kold dag i februar henter jeg Zindi. Hun er lige så sort og smuk som min barndoms Macs, der omtrent 12 år tidligere var død af alderdom.
Zindis mor var en sød labrador, der havde haft en affære med naboens hanhund – en tysk korthåret hønsehund. Jeg hentede hende ved Højslev.
Når jeg skruer tiden tilbage, kan jeg huske, Zindi og jeg går og løber mange hundrede kilometer sammen. Zindi er lærenem, og hun er god til at lytte efter, når jeg opdrager hende. Hurtigt bliver Zindi en dygtig jagthund, der også er god til at gå spor. Sammen med katten Sigge bliver Zindi et trygt holdepunkt i mit liv. Lige indtil jeg tre uger før Zindis 14 års fødselsdag kører den tunge vej til Skive Dyrehospital, hvor jeg for sidste gang lægger mig hos hende.
Da jeg den novemberdag i 2016 graver endnu en grav på dyrekirkegården ved mit barndomshjem, er Zindi, papkiste og jord tåget ind i tårer.
Længe er jeg tynget af sorg. Og tvivlen, om jeg kunne have gjort noget anderledes, nager stadig. Jeg havde altid sagt, at den dag Zindi dør, vil der gå længe, inden jeg igen kommer ud at gå. Men et års tid før Zindis død har jeg sikret mig hendes arvtager – Dina, en tysk korthåret hønsehund fra Aabenraa. Dina tvang mig til at stå op og gå ud, og på den måde kom vi sammen videre efter Zindis død.
Dina nåede at lære mange ting af Zindi bare fordi de to var sammen. Dina nød også at putte sig ind til Zindi.
Den novemberdag i 2019, da jeg kører langs Åmosen på Vestsjælland for at hente Joanna Pjevsen, bliver hun altså den tredje dansk-svenske gårdhund i mit liv.
Hjemme venter Dina og min sankt bernhardshund nummer to, Tanja II. Tanja har jeg hentet hos en dygtig opdrætter på Sydsjælland, og hun er 70 kilo ren kærlighed.
Her på Vovsebanden.dk kan du læse mere om Dina, Tanja og Joanna. Om det herlige hundeliv, jeg slet ikke kan undvære.
Tanja
Tanja er den sødeste, kærligste sankt bernhard. Navnet på hendes stamtavle er Meyhoffs Diana, så hos mig er hendes fulde navn Tanja Diana. Min første sankt bernhard hed også Tanja, og hende var jeg så heldig at have i næsten 12 år.
Tanja Diana har jeg købt hos Kennel Meyhoff, som ejes og drives af Anny Meyhoff Christensen, Præstø på Sydsjælland. På linket her kan du se en artikel fra Familiejournalen, hvor Anny sidder med et kuld hvalpe. En af hvalpene blev Tanjas mor. Den hundemor, som er mor i artiklen, hedder Molly Malone og er altså min Tanjas mormor. Tanjas far hed Queenstown, og hendes mor hedder Valuta. Billedet her på siden er af Tanja Diana.
Sankt bernhards hunde har en stærk historie, som ingen rigtig ved, hvor langt går tilbage. Men man ved, at forfædrene var populære i Alperne, hvor de hjalp med at finde mennesker og boede hos munke i Schweiz i Sankt Bernhard-passet, hvor de fandt mennesker i sneen.
Racen har en helt unik lugtesans og menes at have været i stand til at finde mennesker, der lå begravet flere meter nede under sne.
Du kan læse mere om racen lige her, hvor Dansk Kennel Klub har sammenskrevet et portræt af den store, rare hund.
Dina
Dina er en tysk korthåret hønsehund – også kaldet en tysk korthår. På stamtavlen hedder hun Arnbjergs Bella. Hun er en drøm at træne. Hun er så dygtig, og hun elsker at gøre alle de ting, jeg gerne vil have hende til at gøre. Hendes fulde navn her hos mig er Dina Diana Bella. Det er mange navne, og det har en lidt pinlig forklaring.
Dina er min første hund med stamtavle, og dengang var jeg ikke opmærksom på, at hvalpe får et navn, når de bliver registreret hos Dansk Kennel Klub. Og det blev Dina, før jeg kom ind i billedet. Der gik jeg pinligt uvidende rundt med mange planer om, at hun skulle hedde Dina. Min kæreste syntes, hun skulle hedde Diana, så vi blev enige om Dina Diana – og at vi så kun skulle kalde hende Dina. Den enighed opnåede vi altså om en lille hvalp, som allerede havde fået det smukke navn, Bella.
Dina har jeg købt hos opdrætter Søren Weber ved Aabenraa. Dinas mor var dansk og hed Gina. Dinas far var tysker fra Köln og hed Sam vom Delme Horst
På billedet her er Dina stadig hvalp. Billedet er taget da hun er 12 uger. Dina er født i august, så det er efterår, da vi må hente hende hjem. Det betyder mange gåture i mørket. Og med reflekssele og reflekshalsbånd var hun mere synlig, når vi gik på fortovet. Jeg kan godt lidt, at hunde har reflekser på. Gennem tiden har jeg handlet i mange forskellige butikker, og Cotonshop.dk er et af de steder, jeg har god erfaring med at handle.
Joanna Pjevsen
VovseBandens yngste – og mindste – medlem er Joanna. Jeg kalder hende også Pjevsen eller Pjevs. På hendes stamtavle hedder hun Joyful Joanna. Hun er en dansk/svensk gårdhund. Da jeg var barn, hed racen dansk foxterrier.
Selvom Joanna er lille, så er det hende, som styrer flokken – altså både sankt bernhard Tanja og tysk korthår Dina. Joanna mener helt sikkert selv, at hun er dronningen i hundeflokken, der jo består af tre frøkener.
Joyfuld Joanna har jeg købt ved Holbæk, hvor Katarina Andersen har opdrættet hende. Joannas mor hedder Comtesse Carmen of Bellrose, og hendes far hedder Asbjørn.
Racen dansk/svensk gårdhund blev i min barndom og mange år frem kaldt dansk foxterrier og levede ofte på gårde, hvor de udnyttede deres unikke evner til at fange mus og rotter og samtidig være en meget opmærksom vagthund. Med landbrugets udvikling blev der færre gårde, og det betød også, at der blev færre hunde af den skønne race.
Et dansk/svensk samarbejde kom i stand, og det lykkedes at redde racen, så den igen i dag er en meget populær hund. Her kan du læse om racen og dens historie, der menes at gå tilbage til Vikingetiden. Det er Dansk Kennel Klub, som står bag siden, jeg henviser til.
