Hunde er trofaste kæledyr

Pjevs – der også hedder Joanna – nyder turen i damptog på Hjerl Hede

Hej, jeg er Pjevs. Mit navn på stamtavlen er JoyfulJoanna. Min ejer kalder mig Pjevs, Pjevse, Pjevsen – og selvfølgelig Joanna.

Pjevse hedder jeg mest, når jeg laver ballade. Eller når jeg bare står vohelt stille og måske gemmer mig, når min ejer kalder på mig. Sådan noget kan jeg godt finde på. Og jeg ved, at når min ejer bliver rigtig træt af det, så råber hun “Godbid!”. Så spurter jeg hen til hende.

Jeg ved ikke helt, om hun er klar over det. Men på den måde har min ejer faktisk lært mig, at det betaler sig at blive væk, når hun kalder. Jeg synes, det er rigtig smart.

Nå, men nu skal du høre min ejer fortælle sin egen historie om, hvordan det gik til, at hun fik sådan en som mig. Hun hedder Joan, og hendes fortælling går mange år tilbage. Til dengang hun fik sin første helt egen hund. Det var ikke mig – men det var sådan en som mig.

Du kan læse om min ejers liv med hunde lige her:

“Hej, det er mig, som er Joan. En novemberdag i 2019 henter jeg Joanna hos sin familie, der bor på Sjælland. Med i bilen har jeg en transportkasse, der er indrettet sådan, at jeg kan se den lille hvalp, der samtidig er godt beskyttet i trafikken. En line, en sele, vand og lidt tørkost til hvalpe af dansk-svensk gårdhunde racen er også med. Og selvfølgelig har jeg både en lille regnfrakke fra Hürtta og en fleecejakke fra samme producent.

Det er en stor og følelsesmæssigt stærk dag for mig. I 2019 har jeg mistet min mor som den sidste af mine forældre. Og det var mine forældre, som mange år tidligere gjorde noget, der fik afgørende betydning for, at jeg forelskede mig i racen, som vi i min barndom kaldte dansk foxterrier.

Min familie har altid haft hund. Jeg er født og opvokset på en gård i Midtjylland, og her lærer jeg tidligt, at dyr skal behandles med respekt. En hund er ikke bare en hund. Katte har vi også, og de nyder det frie liv rundt omkring på gården, hvor der også er grise – både små og store. Køer, kalve og høns.

Sammen med mine søskende lærer jeg, at ingen af os går i seng, før vi har været rundt i stalden for at tjekke, at alle dyrene har det godt. Der skal være halm hos dyrene, så de har et godt og tørt underlag til natten.

En medfødt bygningsfejl ved mine nyrer er årsag til, at jeg som 8-årig får min helt egen hund. Jeg bliver mere og mere syg, og det betyder mange timer med høj feber indenfor i huset. Stort set hver uge er der dage, jeg er nødt til at blive hjemme fra skole. Sygdommen betyder, at der er langt mellem hyggebesøg hos venner og familie.

Mit liv med egen hund begynder en forårsdag i 1971, da jeg går i 1. klasse. Det banker på døren, og min mor spørger, om vi sammen skal åbne døren. Der står min far med sine hænder blidt omkring en lille hundehvalp. Den er hvid med sorte pletter, og en meget lille snude titter frem mellem min fars beskyttende hænder.

Den lille hvalp er min første Pjevs. Hun følger mig i alt, og jeg føler mig ikke længere alene, når jeg er syg. Og jeg savner hende vildt, da jeg nogle måneder senere bliver indlagt til operation i Aarhus. Da jeg efter en måneds tid endelig bliver udskrevet fra hospitalet, er Pjevs med min mor og far i bilen, da de henter mig.

Pjevs er mit et og alt, min tro følgesvend. Vi går mange ture i skoven, og hun lærer at hente køerne hjem fra marken, når de skal ind i stalden for at blive malket. I dag, mere end 50 år senere, har jeg stadig kurven, som senere også bliver soveplads for min næste Pjevs.

Min første Pjevs dør alt for tidligt. Hun er kun 4 år, da hun omkommer ved en tragisk ulykke i stalden. Min mor og jeg er utrøstelige. Jeg forstår slet ikke, at jeg aldrig mere skal være sammen med Pjevs. Heldigvis har vi på gården stadig Jean, en dejlig, trofast schæfer. Men Pjevs havde været min helt egen sjæleven. Hende, som altid var hos mig, når jeg ikke var i skole.

Dagen efter Pjevs’ død kommer min far hjem med en ny hund. En smuk, sort Macs, hvis mor er labrador. Min far giver mig linen til Macs og siger, at jeg nok skal få en ny Pjevs, når vi finder en.

Jeg bliver rigtig glad for Macs, og efter et lille halvt år henter vi min Pjevs nummer 2 på en gård i det vestlige Salling. Både Pjevs II og Macs bliver gamle. De lever så længe, at de bliver en del af VovseBanden fra min barndom. VovseBanden, jeg som nyslået student udvider med min første sankt bernhard, Tanja I.

En sommerdag i 1994 dør Tanja som den sidste af min første VovseBande. De næste 9 år lever jeg et liv uden hund – og det går slet ikke. Så en kold dag i februar henter jeg Zindi – der er lige så sort og smuk som min barndoms Macs. Zindis mor er en sød labrador, der har haft en affære med naboens hanhund – en tysk korthåret hønsehund. Zindi og jeg går og løber mange hundrede kilometer sammen. Sammen med hjemmets kat, Sigge, bliver Zindi faste, trygge holdepunkter i mit liv. Lige indtil jeg tre uger før Zindis 14 års fødselsdag kører den tunge vej til dyrlægen, hvor jeg for sidste gang lægger mig hos hende.

Da jeg den novemberdag i 2016 graver endnu en grav på dyrekirkegården ved mit barndomshjem, er Zindi, papkiste og jord tåget ind i tårer.

Længe er jeg tynget af sorg. Og tvivlen, om jeg kunne have gjort noget anderledes, nager. Jeg havde altid sagt, at den dag Zindi dør, vil der gå længe, inden jeg igen kommer ud at gå. Men et års tid før Zindis død har jeg sikret mig hendes arvtager – Dina, en tysk korthåret hønsehund. Dina er datter af en tysk far og en sønderjysk mor. Og hun kræver sine daglige ture ud i naturen. Dina er så heldig, at hun har tilbragt sine første mange måneder sammen med søde, rare Zindi. Det betyder, at Dina har lært mange ting af Zindi bare ved, at de to har været sammen. Samtidig har Dina altid nydt at putte sig hos Zindi.

Da jeg i 2019 kører til Sjælland for at hente Joanna-Pjevsen, bliver hun altså den tredje Pjevs i mit liv – Pjevs III. Hjemme venter Dina og min dejlige sankt bernhard nummer 2, Tanja II. Her på Vovsebanden.dk kan du læse mere om Dina og Tanja.