Før jeg fik Dina, var der meget at tænke over:
- er jeg aktiv nok til at stimulere en tysk korthår – en rigtig jagthund?
- kan jeg styre hende og med kærlig hånd?
- er jeg klar til at træne flere gange ugentligt?
- tysk korthår er en race, som gerne vil gøre noget for mig. Men ved jeg, hvad jeg vil have Dina til at gøre?
- aktive hunde bliver ofte (kun) trætte ved at bruge hovedet/snuden – hvilke øvelser kan jeg lave med Dina?
- jeg kan slide Dina fysisk til uoprettelige skader, hvis jeg vil gøre hende træt ved løbeture, cykelture og den slags
- kan jeg være både tålmodig, kærlig og konsekvent?
- kan jeg gøre hende til en legekammerat – en, som også vil være god, når min dejlige hvalp bliver voksen?
Jagttræning
Dina har jeg også trænet hos et par jagtforeninger, der ofte udbyder træning om foråret. Det er træning med henblik på, hvad en jagthund skal kunne, når den er med på jagt. Jeg har trænet hos Skive Jagtforening og Vinderup Jagtforening. I begge jagtforeninger har det været træning, hvor Dina er blevet øvet i at apportere, gå tæt ved min venstre side og følge mig, uanset hvordan og hvor hurtigt jeg flytter mine fødder.
Schweisspor
Hele VovseBanden har været til schweissprøve, og de har fået 1. præmie i et tre timer gammelt og 400 meter langt spor. Dina har jeg trænet hos en gruppe, der arbejder med schweisstræning under Skjern Jagtforening.
Med jagttræning er det for mig, som det er med alt anden træning af mine hunde: Det skal være POSITIVT! Mine hunde skal have en god oplevelse, de skal virkelig føle, at de bliver rost, når de har gjort det godt.
Retningslinjer fra Dansk Kennel Klub
Hos VJHK Vestjysk Jagthundeklub har jeg trænet allermest, når det handler om schweisstræning – eller sporsøgning på dyreblodspor. VJHK Spor i Klosterheden er en afdeling af jagthundeklubben. Afdelingen handler om schweisstræning, og hundeejere fra hele landet kører gerne til Klosterheden for at træne deres hund i disciplinen schweisstræning Her trænes efter de retningslinjer, som DKK, Dansk Kennel Klub, udsteder. Det er regler, som kræves og skal følges, hvis man ønsker at gå op til officiel schweissprøve med sin hund.




