De færreste hunde går gennem livet uden andre ture til dyrlægen end for at blive vaccineret. På billedet får Joanna drop i forbindelse med en behandling for livmoderbetændelse. Det er en meget farlig sygdom, som hunde i værste fald kan dø af. Du skal ALTID kontakte dyrlægen, hvis du har mistanke om, at din hund fejler noget. Jeg har fået mange gode råd bare ved at tale i telefon med en dyrlæge eller en veterinærsygeplejerske. Ofte har de så meget erfaring, at de på baggrund af min beskrivelse af min hund og symptomerne kan sige, om der er grund til bekymring, og så må jeg af sted til klinikken.
Som du kan læse af linket her, så er der forskellige former for livmoderbetændelse. Min sanktbernhardshund Tanja har været så syg af livmoderbetændelse, at hun var ved at dø af det. Min kære hunds symptomer snød mig, for de lignede dem, hun ofte har i forbindelse med og løbetid, og hun havde lige været i løbetid. Samtidig havde jeg aldrig hørt om en “lukket livmoderbetændelse”, som for Tanjas vedkommende betød, at der intet udflåd var. Gennem årene har jeg altid været opmærksom på, om en af mine hunde får udflåd. Det fik Dina på et tidspunkt og da var jeg hurtig til at komme til dyrlæge. Dina klarede sig fint og blev hurtig helt rask, fordi jeg opdagede det i god tid.
Symptomer snød mig
Men sådan var det altså desværre ikke med Tanja. Sensommerens varme gjorde hende som sædvanligt doven, så hun sov meget. Og for Tanja har løbetid altid betydet mindre appetit og mindre lyst til at gå ture. Samme symptomer var desværre tegn på, at Tanja led af en lukket livmoderbetændelse. Sygdommen var så fremskreden, at dyrlægen var nødt til at fjerne hendes livmoder. Jeg var dybt ulykkelig og ønskede så meget, at hun kunne blive rask ved en penicillinkur. Samtidig ville jeg også gerne have et kuld hvalpe fra Tanja. Men dyrlægen sagde meget direkte til mig, at enten var det en operation/sterilisation eller ingen hund, for Tanja ville ikke kunne overleve med en så betændt livmoder. Min kære hund blev også scannet, og scanningen viste udbredt infektion i livmoderen.
På det tidspunkt, Tanja kom til dyrlægen, var hendes infektionstal så høje, at de toppede skalaen i det system, som dyrlægen brugte til at måle det med. Vi aftalte, at jeg næste morgen skulle komme med en fastende Tanja, og så ville dyrlægen operere. Men inden jeg – meget rystet – kørte hjem med min dejlige hund, gav dyrlægen hende indsprøjtninger med en kraftig dosis penicillin og binyrebarkhormon – alt sammen for at gå et bedre udgangspunkt til næste dags operation. På det tidspunkt var min kære hund så syg af infektionen, at det ikke var optimalt at lægge hende i narkose. Men det var eneste udvej.
Fem ugers mad-strejke
Det næste døgn var frygteligt. Vi græd herhjemme, og efter at have afleveret Tanja på dyrehospitalet kørte og gik vi rasteløse rundt i byen. Eneste fokus var telefonen: Den måtte meget gerne snart ringe og sige, at Tanja var ok efter operationen.
Endelig ringede dyrlægen og sagde, at operationen var gået godt, og at Tanja efter omstændighederne havde det godt. Jeg var uendeligt taknemmelig. Og så stortudede jeg – denne gang af glæde og af lettelse. Sammen med min kæreste skyndte jeg mig ud i bilen og af sted til dyrehospitalet. Vi ville se Tanja!
De næste fem uger gik Tanja hverken ud til sin madskål eller sin vandskål. Jeg fodrede hende ved at mose skånekost og lægge det ind i hendes mund. Hun ville godt tygge og synke, men hun orkede ikke at rejse sig for at gøre det. Vand fik hun ved, at jeg holdt skålen lige ved hendes mund. Tisseture var en udfordring, men et par gange dagligt lykkedes det at få hende lokket udenfor. Hun gik ganske få meter, kun til nærmeste græs, hvor hun så satte sig. Men straks ville hun ind igen. Hun sov, sov og sov.
Søndag aften i den femte uge efter min kære hunds operation gik hun pludselig ud til sin vandskål. Jeg skyndte mig at hente noget skånekost til madskålen – og det spiste hun! Så både græd og grinede jeg. Det var en så stor og ubeskrivelig lettelse. Min kære hund var blevet sig selv igen!
Hurtig handling
Da min lille gårdhund, Joanna, et års tid senere mistede sin appetit i slutningen af sin løbetid, ringede jeg omgående til dyrlægen. Jeg bestilte en tid, for jeg ville have, at en dyrlæge skulle tjekke hende.
Ligesom det skete med Tanja, blev Joanna også scannet og fik målt sit infektionstal. Det var godt, vi kom af sted! Både scanning og infektionstal viste en begyndende, lukket livmoderbetændelse. Hun kom omgående på pencillin, og dyrlægen ville gerne se hende efter nogle dage, måle infektionstal og scanne for at undersøge, om alt var ok. Men på grund af mine oplevelser med Tanja, fik jeg booket en ekstra tid. Og da tal og scanning flere dage senere viste gode resultater, måtte Joanna igen af sted til dyrlægten. for hun var meget træt og tissede for sjældent. Min kære, lille hund manglede væske oven på hele forløbet, konstaterede dyrlægen. Og så fik Joanna lagt et drop, så hendes lille hundekrop kunne få tilført den væske, hun manglede.
På baggrund af de oplevelser, jeg har haft med syge dyr, så priser jeg mig lykkelig for, at jeg tidligt fik tegnet forsikringer til dem hos Agria Dyreforsikring. For mig ville det være blevet meget dyrt med de her dyrlægebesøg. Selvom jeg har selvrisiko på mine forsikringer, så er de uundværlige.
